27. november 2019

Viggo henter Happy Helper CFO til ambitiøst 2020


2019 har budt på lancering og konsolidering i markedet for den grønne teknologivirksomhed, Viggo. Nu udvides ledergruppen med henblik på stærkt øget vækst i 2020.

Den 1. december tiltræder Mads Vieth, 32, jobbet som CFO for den grønne teknologivirksomhed Viggo. Han kommer fra stillingen som CFO hos Happy Helper, hvor han blandt andet har været med i virksomhedens børsnotering. Viggo lancerede i september et alternativ til den etablerede taxibranche med nul-emissionsbiler og datadrevet innovation, og har netop annonceret et vækstlån på fire millioner kroner fra Vækstfonden.

Mads Vieth Mads Vieth

”At Viggo er nået så langt, på under et halvt år, har bekræftet os i, at datadrevet innovation og grøn omstilling er et rigtig godt match. Modtagelsen blandt både virksomheder og forbrugere forpligter os til at øge vores ambitioner. Derfor bliver en stærk profil som Mads også en central del af at kunne indfri Viggos potentiale sammen med resten af det dygtige team Viggo,”

siger CEO Kenneth Herschel og fortsætter:

”At finde en datadrevet CFO, der har stor erfaring i automatisering og en forkærlighed for fintech tools, er et oplagt næste skridt for os - også selvom vi har nået det kapitel væsentligt hurtigere end først antaget. At Mads har været med til at drive en imponerende virksomhed som Happy Helper frem, er selvfølgelig et ekstra plus. Det er klart, at værktøjskassen skal være i orden, men vigtigst af alt, så passer han ind i Viggos kultur, hvor team står over ego. Vi arbejder hårdt, så det skal være sjovt at gå på arbejde og gøre en forskel sammen.”

Viggo har store planer for fortsat vækst i 2020, og viderefører ambitionen om at redefinere taxibranchen i Danmark ind i det nye år.

Mads bliver en del af ledelsen i Viggo og kommer med strategisk og finansiel erfaring med en master i International Business (IB) fra CBS, samt en konsulentbaggrund fra både KPMG og Deloitte.